Fotoalbum

”På strejftog i historien”

Tekst og billeder af Palle Høst Andersen

Motocross i halvtresserne.

I halvtresserne bredte interessen sig for motocross ud over Europa. Den internationale kalender viste i 1955 at der blev kørt ikke mindre end 60 internationale motocross løb i Frankrig. 40 i Belgien og kun 4 i henholdsvis England og Sverige. Så for kørerne var det i Frankrig og Belgien at de gode start- og præmiepenge kunne hentes. Men også sportens indtog i Danmark var populær. Og 1955 viste det sig at blive året hvor der virkelig skete noget i Danmark vedrørende Scrambleløb eller Motocross som senere blev betegnelsen for disse løb.

Det første Danmarks mesterskab i motocross.

I 1955 indførte DMU et Danmarksmesterskab i motocross. Det første mesterskabsløb blev kørt med to kvalifikationsløn, et på Fulgsangsbanen ved Løgumkloster d. 8. maj og et på Sjælland d. 12. juni. og selve mesterskabsløbet blev kørt på Højbjerg ved Odense d. 17. juli. Der var åbningsløb på ikke mindre end 6 nye motocross baner i 1955. Det var Munke Bjergby banen ved Sorø, Skellingsted banen ved Kalundborg, Bjergby banen ved Hjørring, banen i Lundby Bakker ved Ålborg, Resenbro banen ved Silkeborg og banen ved Kølviggård på Morsø.

Og så var Danmarks Motor Union af FIM blevet udpeget som arrangør af ”Motocross des Nation” verdensmesterskaberne for nationshold i ”kongeklasse” solo 500cc. Som Randers Motor Sport arrangerede på Volk Mølle banen.

Første Danmarksmester i Motocross.

Resultaterne af det første Danmarks mesterskab der blev kørt på Højbjerg blev følgende. Ejvind Hansen, Ejstrup på Matchless blev Dansk mester foran Knud Lodahl, Næstved på Ariel og nr. 3 blev Arne Nielsen, Sorø på Triumph. Kun disse 3 lå på omgangshøjde, alle andre var 1 eller flere omgange bagud.

Åbningsløbet på Dybendalsbanen.

Åbningsløbet på Dybendalsbanen startede i mudder, men efterhånden som banen tørrede op, blev 7-8.000 tilskuer vidner til spændende og dramatiske løb. Under opvarmningen af cyklerne i ryttergården før løbet var Jacob Lynegaard Køge så uheldig at blive påkørt af Mogens Rasmussen Næstved, med det resultat at Jacob brækkede et ben og derfor sat ud af spillet i nogle uger. Løbet blev vundet af Ejvind Hansen Odense på Matchless.

Skellingstedbanen.

Åbningsløbet på Skellingsted banen d. 8. maj havde 4.000 tilskuer. Man kørte i flere klasser og en af dem var ”Letvægtsklassen” med motorer op til 175cc. Vinder blev Mogens Dyhr København foran Kurt W. Petersen Ringsted og John Howarth Ringsted. (Kurt W. Petersen blev senere kendt for sine mange mesterskabstitler i Speedway og på Langbane). Senior solo klassen blev vundet af Boris Rasbro København på BSA foran Arne Nielsen Sorø på Triumph og Knud Lodahl Næstved på Ariel.

Bjergby banen ved Hjørring.

Det første Scrambleløb (som man til at begynde med i Danmark valgte at kalde løbene for, men senere gik over til betegnelsen motocross) blev i Hjørring kørt på Bjergby banen. Løbet blev overværet af 5.000 tilskuer som i Senior Solo 500cc klassen så Ejvind Hansen på Matchless vinde foran Niels Blumensaadt Randers på AJS og Jens Nielsen Silkeborg på Ariel. I letvægtsklassen vandt Mogens Dyhr København på Maico foran Bjarne Sørensen Ejby på James.

Nissehulen i Næstved.

2. pinsedag kørte Næstved Motor Klub løb på banen med navnet Nissehulen. Banen lå i en grusgrav på Mogenstrupåsen for enden af Præstøvej i udkanten af Næstved. Banen fik sit navn fordi beboerne på Præstøvej ved juletid plejede at fortælle børnene at Nissen boede i hulet for enden af vejen, netop der hvor banen blev anlagt. Den lille bane var meget populær og blev besøgt af mange tilskuer. Denne dag af 8.000. Måske den nære placering til byen og jernbanestationen havde sin betydning. Næstved Motor Klub kendte til betydningen af at have udenlandske deltagere med i løbene. Og det var særdeles populært da de to danske helte Ejvind Hansen Ejby som vinder tæt fulgt på 2. pladsen af lokal matadoren Knud Lodahl Næstved over det 20 omgange lange løb slog svenskerne. Harry Martinsson Sverige blev nr. 3, Poul Erik Larsen Hillerød blev nr. 4 og Bengt Bengtsson Sverige blev nr. 5.

Resenbro ved silkeborg.

Silkeborg Motor Klub indviede sin nye motocross bane Resenbro d. 26. juli med 5.000 tilskuer. Løbets Senior Solo 500cc blev ikke usædvanligt vundet af Ejvind Hansen Ejstrup foran Otto Andreassen Køge og Niels Blumensaadt Randers. Letvægtsklassen blev vundet af Mogens Dyhr København foran Bjarne Sørensen Ejby og Bent Post Dræby.

Morsø.

D. 4. september afholdte Morsø Motor Sport åbningsløb på banen ved Kølviggård i overværelse af 7.000 tilskuer. Senior Solo 500cc klassen blev vundet af ”Den Flyvende Købmand” fra Randers Hans Christian Pedersen på AJS, foran Åge Langthjem Hjørring på Triumph og Jens Nielsen Silkeborg på Ariel. Letvægtsklassen indtil 175cc blev vundet af Bent Post Odense på DKW foran Bjarne Sørensen Odense på James og Henry Worre Viborg på Parilla. Junior klassen indtil 350cc blev vundet af Christian Christensen Ålborg på AJS foran Gunnar Andersen Randers på BSA og Johannes Nielsen Løgstør på Matchless.

Moto Cross des Nation.

I begyndelsen af halvtresserne havde Danmark flittigt stillet op med et landshold når der rundt om i Europa blev afviklet det årlige verdensmesterskab for nationshold i motocross. På det tidspunkt var DMU ikke, med en leder repræsenteret i FIMs organisation, der kunne varetage de danske interesser i den organisation som kontrollerede motocross sporten på verdensplan. Men svenskeren Løfstrøm fra Malmø som dengang var visepræsident i FIM foreslog at Danmark indsendte en ansøgning om at blive arrangør for Moto Cross des Nation 1955. Og Danmark fik arrangementet, som DMU udpegede Randers Motor Sport til at afholde på Volk Mølle Banen.

Det blev en fantastisk succes. Løbet d. 28.august 1955 blev overværet af utrolig mange mennesker. Der er lidt divergerende oplysninger om det endelige tilskuer antal, men alt fra 30.000 til 50.000 er rigtig mange tilskuer. Jeg havde den interessante oplevelse selv at overvære løbet på Volk Mølle banen i 1955. På min arbejdsplads BFC fabrikkerne i Skuderløse som producerede de populære knallerter Stafette med flere. Var vi 3 læredrenge som havde lavet hver vores knallertracer. Fabrikken brugte os som reklame ved at sende os rundt i landet og deltage i knallertløb som vi ofte vandt over de lokale helte som var henvist til selv at tune deres racere ofte kun ved hjælp af file indkøbt hos den stedlige Importør. Vores salgschef så en mulighed for reklame ved at vi kunne få lov til at køre et par omgange i pausen på vores knallert racere under løbet på Volk Mølle banen. Det bør nok her nævnes at vores salgschef ikke kendte så meget til motocross og slet ikke viste hvilke bakker der var på Volk Mølle banen. Da det gik op for ham blev arrangementet for vores vedkommende selvfølgelig aflyst. Men min lærekammerat Jørgen Nielsen og jeg blev som trøst alligevel sendt til Randers på firmaet regning. Så kunne vi opfatte det som en studietur, som salgschefen antydede. Det blev en fantastisk oplevelse at se verdens bedste motocross kører forcere bakkerne i Volk Mølle. Og jeg kunne selvfølgelig ikke på det tidspunkt i min vildeste fantasi forstille mig at jeg faktisk i 1961 blev dansk mester i motocross på selv samme Volk Mølle bane.

Det danske hold som deltog i Motocross des Nation løbet, bestod af Ejvind Hansen Matchless Odense, Knud Lodahl Ariel Næstved, Boris Rasbro BSA Glostrup og Arne Nielsen Triumph Sorø. Arne Svendsen Silkeborg på Triumph var udtaget som reserve.

Ud over VM løbene blev der samme dag kørt et nationalt heat for danske kører. Jacob Lynegaard Køge, som tidligere på sæsonen var uheldig at brække et ben, viste at han nu var tilbage i fuld form ved at vinde denne klasse suverænt.

I VM løbet var første mand over målstregen englænderen Jeffery Smith på BSA, og han blev individuel vinder af løbet. Men det der talte mest var hold mesterskabet, og det blev vundet af Sverige. Holdet bestod af Bill Nilsson, Sten Lundin, Gunnar Johansson og Lasse Gustafsson, alle på BSA. Kun to fra det danske hold gennemførte løbet. Det var Ejvind Hansen på Matchless som blev nr. 10 og Knud Lodahl på Ariel som blev nr. 11. Hvilket må siges at være meget flot. Desværre udgik både Arne Nielsen på Triumph og Boris Rasbro på BSA af løbet.

Randers Motor Sport høstede megen ros for arrangementet og ikke mindst for at have lavet en bane som rigtig udnyttede de naturlige forhindringer i arealet hvor banen ligger.

I 1955 havde motocross sporten virkelig fået tag i såvel publikum som kører.