Datidens motocross kører

”På strejftog i historien”

Tekst af Palle Høst Andersen
 

Moto Cross kom til Danmark I 1949.

Åbningsløb på Vinderød banen i 1949 med 15.000 tilskuer.

Man begyndte at køre motocross i Danmark efter 2. verdenskrig. Sporten som blev opfundet i England og dyrket under navnet Scrambling i 30erne. Men først efter 2. verdenskrig bredte sporten sig også til kontinentet, idet man her begyndte at køre i Belgien, Holland og Sverige. Danmark fulgte efter i 1949 hvor man kan læse om Scrambleløb på den nyanlagte Vinderødbanen ved Frederiksværk. D. 15. maj 1949 var der åbningsløb med 15.000 tilskuer. Det blev en stor succes. Der blev kørt både i solo og sidevogns klasserne. I senior solo klassen vandt Poul Kalør, Odense på AJS, og i sidevognsklassen vandt Egon Walther, København på Triumph. Denne succes inspirerede snart andre klubber til at anlægge motocross baner og arrangere løb.

I et tidsskrift som hedder ”Motorbogen” fra 1952, kan man i en fortegnelse over danske motorbaner på den tid, læse at der var 4 motocross baner i Danmark. Af fortegnelsen fremgår det at banerne var følgende steder. Langesø på Fyn, Ny Mølle ved Århus, Vinderød ved Frederiksværk og Volk Mølle ved Randers. Og snart fulgte flere baner efter. På Sjælland fik vi Dybendalbanen ved Munke Bjergby nær Sorø. Nissehulen i Næstved. På Fyn Højbjergbanen ved Odense. I Jylland, Resenbrobanen ved Silkeborg, Lundby Bakker ved Ålborg, Fulgsangbanen ved Løgumkloster m. fl.

Motocross på Klampenborg Galopbane.

På Sjælland kørte man et løb på Klampenborg Galopbane d. 5. juli 1952 og det blev overværet af 15.000 tilskuer, på en i dagens anledning indrettet bane. Desværre blev det kun til dette ene løb på banen. Løbet blev vundet af svenskeren Svend Svensson, Jacob Lynegaard blev nr. 2, Arne Svendsen Silkeborg blev nr. 3, Boris Rasbro København blev nr. 4 og Ejvind Hansen Fyn blev nr. 5. Sidevognsklassen blev vundet af Niels Andersen Helsinge og nr. 2 blev Niels E. Hansen Køge.

Mangel på rigtige motocross motorcykler.

De motorcykler som man anvendte til motocross, var før 1953 almindelige landevejscykler. Den enkelte kører måtte selv eller ved gode venners hjælp modificere cyklen så den var bedre egnet til at køre på en terrænbane. Disse modifikationer begrænsede sig som ofte kun til påmontering af knopdæk og nummerskilte, afmontere lygter og lysanlæg og lyddæmper, samt evt. afkorte skærme så mudder ikke så let kunne blokere hjulene. De spidse betjeningsgreb på styret skulle af sikkerhedshensyn forsynes med en kugle forenden. Men snart blev motorcykelfabrikkerne opmærksomme på den stigende interesse for motocross og dermed et interessant marked for specielle competition modeller. AJS og Matchless var hurtig ude med deres nye modeller som kunne købes i 1953 med fjedrende bagstel og lige klar til at køre frem til startstregen uden at man selv behøvede at ændre noget på cyklen. Og det varede ikke længe før de andre motorcykel mærker fulgte efter. F.eks. BSA Gold Star, Triumph Trophy, Ariel HS, Velocette Scrabler og Royal Enfield Bullet.

Indkøbstilladelse.

Straks efter 2. verdenskrig var der restriktioner på import af forskellige vare til Danmark. Herunder motorcykler. For at få lov til at købe en ny motorcykel, skulle man over for myndighederne kunne dokumentere at man havde et behov for transport for at kunne bestride sit arbejde. Derfor var udbuddet af motorcykler velegnet for motocross ret begrænset indtil begyndelsen af 50erne. Feks. Er der aldrig blevet importeret mere end 5 Velocette Scrambler modeller til Danmark.

Triumphs ”stationærmotor” der fandt vej til motocross banerne.

Under 2. verdenskrig fik Triumph fabrikkerne til opgave at producere benzindrevne generatorer som kunne levere strøm til flyvemaskinerne når de stod på jorden. Da der var tale om krigsmateriel. Fik Triumph fabrikkerne adgang til at anvende ædlere materialer i deres konstruktion. Det resulterede i at man udviklede Triumphs parallel Twin motorcykel motor helt i aluminium. Disse motorer viste sig at være højt ydende og velegnet til racermotorcykler. Triumph importøren i Danmark, C. Reinhart, importerede efter krigen nogle af disse motorer under betegnelsen ”Stationærmotorer” til brug på brandsprøjter o.l. Hvorved man ikke var begrænset af importtilladelserne. Flere af disse motorer fandt vej frem til danske motorkører, som monterede motorerne i de cykler de havde fra 30erne. Og pludselig havde de på den måde en hurtig racer som kunne konkurrerer på motorbanerne. Jacob Lynegaard Køge og Villy Baasch Odense var 2 af de kører der monterede Triumphs aluminiums motor i deres gamle racer med godt resultat.