Fotoalbum

Vores norske ven og guide, Haakon Bjølschet måtte have lidt hjælp med at klargøre cyklen til dagens strabadser.

Her bliver ”Kystvejen” vej nr. 17 forlænget med en færge overfart. På den anden side af fjorden forsætter vej 17.

Naturen langs ”Kystvejen” er utrolig flot og varierende. Efter hvert vejsving er der et nyt motiv til et postkort.

Her venter vi sammen med et par svenske motorcyklister ved en af de mange færge overfarter.

Vores norske ven Haakon kørte tør for benzin og måtte have indholdet af den reservedunk som Mogens havde med på Nimbussen.

En Nysgerrig turist havde aldrig set en Nimbus før.

Den flotte natur i byen Reine på sydspidsen af Lofoten. Vi boede i en lejlighed i et af de røde huse på havnen.

Det er fisk som er hængt til tørre. De lokale kalder det ”Ludfisk” og betragter det som en fin delikatesse. For mig lugtede det som rådden fisk.

Et idyllisk og typisk billede af natur fra sydspidsen af Lofoten, hvor de stejle og høje fjelde går helt ud til havet.

Symbolet der angiver hvor Polarcirklen går. Vi var på turen mere end 300 km nord for Polarcirklen.

MC-turen til Lofoten 2012.

Vi var to pensionister som blev enige om at køre en tur til Lofoten på vores gamle motorcykler for at opleve den flotte natur og se Midnatssolen danse i den korte periode i juli måned, hvor man kan se hele solskiven alle døgnets 24 timer.

Nogle data fra turen er følgende. 20 dage, 4270 km, 185 liter benzin, 2 gamle motorcykler, en Nimbus fra 1952 og en Triumph Thunderbird fra 1953, samt to ældre herre, Mogens Olsen Køge 70 år og Palle Høst Andersen Korsør 75 år, startede på turen onsdag d. 27. juni. Og var hjemme igen mandag d. 16. juli.

Vi havde en aftale med vores norsk ven Haakon Bjølschet som ville guide os til de rigtige steder undervejs på turen fra Gjøvik til Lofoten og retur. Desværre for ham holdt hans materiel ikke til strabadserne under turen. Hans NSU Max fra 1956 brød ned flere gange og til sidst måtte vi forlade ham og han returnerede hjem til Gjøvik. Men vi to danskere forsatte alene de næste to uger.

Fra Kystvejen kan man rigtig nyde den flotte natur.

Vi havde en herlig tur. Fra Trondhjem tog vi det man kalder ”Kystvejen” mod nord, vej nr. 17 som går langs vestkysten helt op til Bodø, det er en fantastisk flot natur som man passere på denne strækning. Nogle af de mest kendte er en isbræ der ligger i ca. 1600 meters højde med evig is og sne og som kaldes ”Sortisen” en anden seværdighed er en bjergformation med 7 fjeldtoppe som kaldes ”De Syv Enker”. Men når man rejser ad kystvejen bliver man nød til at benytte adskillige færger, for havet har dannet fjorde ind i det uvejsommelige bagland, det betyder at vejene pludselig ender ved fjorden og så må man benytte en færge for at komme videre til den anden side af fjorden. På turen til Bodø gentog det sig 6 gange. Fra Bodø kørte vi op til Narvik hvor der under 2. verdenskrig foregik kraftige kampe mellem de allieredes styrker og den tyske værnemagt. Narvik ligger ca. 300 km nord for polarcirklen og har en stor havn ud til Norskehavet. Det var dertil man på jernbane transporterede malm fra Kiruna i Sverige for at kunne udskibe det til Europa fra Narvik. Det var også en af grundene til at Tyskerne besatte Nord Norge for at få adgang til den svenske malm.

Midnatssolen var synlig hele døgnet.

Fra Narvik kørte vi ned over Lofoten. Den sydligste del af Lofoten har en fantastisk flot natur. Vejene snor sig ud og ind mellem de tæt liggende fjelde og på denne tid af året er det lyst hele døgnet. Friske fisk på spisekortet er en fantastisk nydelse. Fra sydspidsen af Lofoten tog vi en færge fra Moskenes tilbage til fastlandet ved Bodø.

Det amerikanske spionfly ”U2” skulle lande i Bodø.

I Bodø er der et flot luftfarts museum. Under den kolde krig sendte USA et spionfly ”U2”til at udspionere Rusland. Det startede i Afghanistan og skulle lande i Bodø efter endt mission. Men flyet med pilot Powell blev skud ned over Rusland hvor Powell blev taget til fange og flyet derfor aldrig nåede frem til Bodø. På museet i Bodø kan man se et søster fly til spionflyet af typen U2. Flyet var ubevæbnet, men spækket med fotoudstyr og en stor brændstoftank til den lange tur over Rusland.

Fra Bodø kørte vi syd på og tog vej E6 til Oslo. Norge er et langt og smalt land. Der er faktisk kun de to veje som vi kunne benytte på vej op og ned. Narvik ligger ca. 300 km nord for Polarcirklen

Små reparationer.

Vi havde selvfølgelig sørget for at de gamle cykler var i fin stand inden vi kørte hjemmefra. Men med de gamle cykler må man altid regne med mindre reparation under vejs. Man kan næsten ikke forvente andet når grejet er 60 år gammelt.

Udstødningsmanifoldet på Nimbussen er fastspændt med to 8mm bolte. De tillod sig at ryste løse under turen, så Nimbussen fik pludselig en meget vislende lyd. Manifoldet blev spændt fast igen, men pakningerne havde taget skade så Nimbussen vislede stadig lidt når den blev startet.

På min Triumph tillod en af boltene, som holder bagstøttebenet, sig at falde af på turen til Gjøvik. Hvor finder man en speciel bolt med 3/8 tommegevind med en stigning på 26 gevind? I en rodekasse fandt vi en 10 mm bolt som passede i længden og med et par stumper rør som bøsning, fungerede støttebenet godt på resten af turen. Pludselig holdt min cykel op med at lade. Det viste sig at en lille skrue som holder stelforbindelsen inde i dynamoen var rystet løs og havde ødelagt gevindet så den ikke kunne spændes. Men et par medbragte strips kunne løse problemet og sørgede for at fastholde stelforbindelsen og dynamoen fungerede fint på resten af turen.

Vejret.

Vejret i de norske fjelde skifter meget. I tåge og regn kan man desværre ikke se den flotte natur. Og på motorcykel kan det være ubehageligt at køre i regn. Men det er et spørgsmål om rigtig påklædning. Og med det ”Gorotex” beklædning vi kan købe i dag er det ikke noget stort problem. Selv om vi syntes at det ofte regnede, så må jeg indrømme, når jeg ser på de fotos som jeg har taget, at solen skinner på lagt de fleste billeder som blev taget. Ud af de 3 uger turen varede havde vi sammenlagt max 1 uge med regn. Alt i alt blev det en spændende og god tur.