Fotoalbum

Classic Racing 31. juli-2. august 2009 på Lindköping Motorstadion i Sverige.

Dette stævne beskriver arrangøren selv som Nordeuropas største klassiske motorcykel arrangement. Det er et 3 dages stævne, med træning fredag samt løb lørdag og søndag. En optælling af tilmeldte deltagere viser at ikke mindre end 651 klassiske motorcykler deltog i løbene på Linköping Motorstadion. De 355 deltog i TT løb, 208 deltog i motocross aktiviteter, 38 i speedway og 50 i Trial. Den danske andel af deltagerne udgjorde ikke mindre end 48 fordelt på 36 i TT, 10 i motocross og 2 i Trial. Ud over de aktive deltagere var der formodentlig 5000 tilskuer på motorstadion, hvor billetten giver fri adgang over hele anlægget, så man kan gå i pitten for at se og tale med aktørerne. Det er det som gør de klassiske motorcykelløb så interessante at besøge.

I år valgte jeg at følge TT løbene tæt samt aktiviteterne i ryttergården. Flere af de danske deltagere gjorde det rigtig godt.

Linköping Motorstadion.

Sviestad banen som den også benævnes, er et kommunalt anlæg, hvor der både er TT-bane, Motocross-bane, Speedway stadion og et område hvor der kan køres Trial og Enduro. Der har næppe været problemer med naboerne om støj, da anlægget ligger klods op af SAAB flyfabrikkernes start og landings bane. Det er et fantastisk anlæg, hvor der både til TT-banen og Motocross- og Speedway banen er bygninger med bade- og toiletfaciliteter, samt køkken og Cafeteria lignende forhold. På området er der plads til at campere for deltagere og tilskuer og rigelig plads til parkering. Der er også en større bygning til administration og presselokaler.

Under dette stævne var der opstillet telte hvor man kunne købe mad og drikke over weekenden, så dem som camperede på området ikke selv behøvede at lave mad. Og os som boede på hotel i byen kunne blive på banen og spise samt dyrke det sociale med bekendte man mødte på bane. Der er en hel speciel atmosfære på en motorbane, når cyklerne er stillet i garage, der bliver helt stille i forhold til dagens heftige aktiviteter. Nogen steder bliver der repareret og klargjort til næste dag, andre steder griller man mad og slapper af med snak og kaffe. Og der bliver tid til at møde kammerater og konkurrenter og drøfte dagens hændelser. Og studere de mange flotte og imponerende cykler som er samlet på pladsen.

Et anlæg som vi også i Danmark har brug for. Rygter vil vide at noget lignende måske vil opstå på de arealer hvor den gamle Korskrobane ved Esbjerg lå. Så vi kan kun håbe på at der er hold i disse rygter.

Her er angivet nogle af de bedste danske resulteter:

50cc klassen.

Nr. 25 Anders Elsberg København på en Honda / Van Veen blev nr. 19 om søndagen.

175cc klassen + cykler før 1947 uden motor begrænsning.

Nr. 49 Keld Knudsen Slagelse på en 175cc Montesa blev nr. 15 om lørdagen og nr. 16 om søndagen. Nr. 68 Thorbjørn Kjellerup, Viborg på en BSA Gold Star Clubman fra 1947 blev nr. 16 om lørdagen og nr. 18 om søndagen. Nr. 51 Knud Hansen, Viborg på en Rudge Ulster fra 1938 blev nr. 22 om lørdagen og 21 om søndagen.

250cc klassen.

Nr. 53 Carl Frederiksen, Taastrup på Yamaha TZ250 fra 1979, vandt klassen om lørdagen og blev nr. 2 om søndagen.

500cc klassen.

Blev nr. 46 Jens D. Jensen, Ørsted på Seeley G50 fra 1965, nr. 11 om lørdagen og nr. 10 om søndagen. Nr. 86 Peder Ovesen Bogense på Norton Manx fra 1955 blev nr. 13 om lørdagen.

750cc klassen.

Nr. 469 Brian Pedersen på BSA Rob North blev nr. 4 om lørdagen og 3 om søndagen.

251-1000cc klassen op til 1979

Nr. 469 Brian Pedersen på en BSA Rocket 3 fra 1972 blev nr. 2 både lørdag og søndag. I samme klasse blev nr. 168 Hans Jørgen Kordovsky på Triumph Rickman nr. 10 om lørdagen.

Paradeklassen.

Ud over ovennævnte klasser var der mange danskere som deltog i paradeklassen. Det vil sig at man i denne klasse starter som til løb, men af sikkerhedshensyn køre hver deltager rundt på banen i sit eget tempo. Derfor bliver der heller ikke udregnet en resultatliste for paradeklassen. Klassen er beregnet for at de gamle kan få luftet cyklen uden at risikere at komme til skade hverken med motorcykel eller sig selv. Og for os andre er det interessant stadig at kunne få lejlighed til at se og høre de gamle cykler.

En dansk bygget Norton Manx?

Den hæderskronede Norton Manx er genopstået i forskellige kopiproduktioner. Man hører navne som Molner Manx med flere. Men i Lindköping blev jeg opmærksom på en dansk bygget Manx. Der var 3 Norton Manx entusiaster, Jørn Svendsen Svendborg, Peter Dam Syd Als og Peder Ovesen Bogense, som syntes de ikke havde råd til hver at købe en ny kopi Norton Manx, hvor prislejet pr. stk. ligger på ca. 225.000 danske kr. De fik ideen om selv at bygge en Manx motor. Dele til en Norton Manx cykel blev anskaffet i form af en ny kopi af Norton rammen produceret af T45 stålrør. Til motoren blev der købt ventiler og stempel, krumtap og plegelstang er fra en speedway motor. Resten af motordelene er produceret af de 3 venner. De dele til motoren som skulle støbes blev støbt på Jørns støberi i Svendborg, der blev støbt dele til 3 motorer samtidig. Indtil nu er kun motordelene til 1 motor blevet bearbejdet af Peter Dam og den første danskbyggede Manx blev testet i 2007. Peder Ovesen er kører på den første cykel som er færdig og han deltog i Lindköping i år med en placering som nr. 13 i 500 klassen lørdag.

Da de tre venner gjorde status efter den første cykel blev færdig, fandt de ud af at det var et stort arbejde og der næppe har været noget at sparre rent økonomisk, og slet ikke hvis de mange timer blev indregnet. Men det er et fantastisk flot projekt og man kan ikke undgå at beundre den præstation de 3 venner har udført. Jeg håber at energien og lysten er til stede til at fuldende værket. Og ser frem til at alle 3 danskbyggede ”Manxer” kommer ud at køre.